Første hold kyllinger fra rugemaskine
Jeg har brugt nogle uger på at undersøge hvilken type høns jeg kunne tænke mig at forsøge at ruge ud i min nye rugemaskine. Herefter har jeg været en tur rundt på nettet for at finde de helt rigtige rugeæg. Jeg har nu fået kontakt til Kirsten, der har flere typer høns. Jeg er særligt interesseret i hendes Kobber Maran, Plymouth Rock og Grünlegger.
Afhentning af rugeæg
Jeg ankommer som bypiger nu gør, med en sød lille kurv ilagt blødt tørklæde, til de søde små æg.
Hmmm.. sådan gør man IKKE på landet. Kirsten overrækker mig de skønneste hønseæg, i en ganske almindelig æggebakke. Og de ligner slet ikke de ensartede, hvide æg jeg kender fra butikken. Kirsten fortæller mig om sine erfaringer med både udrugning og pasning. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.
12 æg placeret i rugemaskine - rugeskema lavet - kan næsten ikke vente
Rugeæg skal vendes 2 gange dagligt de første 18 dage. Det kan let gøres ved at flytte denne pind til siden. Jeg har skrevet nat / dag ved, så jeg kan se om jeg har husket at vende dem.
Kyllinge kuvøsen
”Kyllinge-kuvøse” på 1200x600x700 mm er nu indrettet med strø, vandautomat, foderautomat og varmelampe. Jeg har placeret et termometer under lampen for at sikre at temperaturen er helt perfekt, inden jeg flytter kyllerne herind. Termomeret lagt på en papkasse, der ca har samme højde som en kylling. Kassen tager jeg ud så snart jeg har ramt det rigtige antal grader. (Temperaturen reguleres ved at justere højden / afstanden på lampen)
Den første kylling
Så er den første kylling ude af sin skal. Når den er helt tør - flytter vi den videre til “kyllinge-kuvøsen”.
Når den pipper, kommer der svar inde fra ægget ved siden af.
Eddies første møde med levende kyllinger
Nu skal han lære at de hverken er legetøj eller mad. 2 mere er klækket her til morgen. De kommer i kuvøse sammen med disse 2 - så snart de er tørre nok.
Nu bliver det spændende at se hvor mange høner og kokke der er. Måske er jeg heldig at kunne indsamle friske æg om ca 20 uger. Har du forsøgt at udruge æg?