Første besøg af Veterinærstyrelsen
I går havde jeg besøg af dyrlæge Annelise fra Veterinær- & Fødevarestyrelsen. Hun skulle overvære at jeg for første gang tog ”Sokkeprøver” hos dyrene.
Hvad er en sokkeprøve?
En sokkeprøve er helt som ordet antyder. Man trækker en ”sok” af tubegaze omkring sine støvler eller omkring en steril handske og roder den vandfugtede gaze rundt for at indsamle prøver…. af hønselort.
Disse 5 par sokker indpakkes derefter sterilt i 5 separate poser og mærkes med stregkode, CHR nummer og husnummer. Sidstnævnte er nummeret på den bygning man har taget prøverne fra. I mit tilfælde – hus nr 1… da det er her hønsene bor. Hus nr. 2 er den mobile vagtelvogn.
Støvprøver
I går tog vi også prøver af støvet i Hühnermobilen. Tørre stykker gaze bruges som støvklud og derved indsamler man støv fra hønernes område. Begge typer prøver indsendes til Steins Laboratorium i Ladelund til testning.
Hvad bruges prøver til?
Begge typer prøve kan vise om der er salmonella i dyrene og derved også i æggene. Det er en del af den Salmonella Handlingsplan som Hønemor er tilmeldt ved Fødevarestyrelsen. Prøverne indsendes hver 9. uge og skal sikre dig som forbruger, at æggene ikke indeholder salmonella og at dyrene trives. Derudover skal der 4 gange årligt tages blodprøver på dyrene, for at teste mod Aviær Influenza (Typer af fugleinfluenza).
Sikke en mundfuld
Der er meget nyt jeg skal lære her i starten. Men heldigvis er både Fødevarestyrelsen, Veterinærstyrelsen, Landbrug & Fødevarer, Seges og Dansk Fjerkræ flinke til at svare på spørgsmål og vejlede. Det kan tage nogen tid at få fat i den rette medarbejder til tider – men der er sandelig også mange regler at forholde sig til.